Målgruppe: 3.-6. klasse

Varighed: 2 timer

Pris: 770 kr. (350 kr. for skoler i Rødovre Kommune)

Nb! I 2024 er prisen 800 kr. (375 kr. for skoler i Rødovre Kommune)

Periode: 29. september 2023 – 25. februar 2024

Familien har altid været et populært kunstnerisk motiv, og kunsten tilbyder derfor også mange skildringer af familieidealer gennem tiden. I dag er vores opfattelse af den rigtige eller perfekte familie under forandring, og også i kunsten optræder der kraftfulde modfortællinger om det, vi kalder kernefamilien. Hos de to kunstnere Henry Heerup og Julie Nord er familien i høj grad i fokus, og deres værker giver anledning til dialoger om, hvilke roller og relationer familier bygger på i dag. 

I værkstedsforløbet Familiemyter indleder klassen med at besøge udstillingen SOL OG MÅNE sammen med en kunstformidler og går herefter i værkstedet. Sammen undersøger vi Henry Heerup og Julie Nords forskellige tilgange til familien – både som motiv og levet erfaring – og snakker om, hvordan familien fremstilles i deres grafiske værker. Vi taler om, hvad det vil sige, at kunstnerne med deres værker arbejder med myten om den traditionelle kernefamilie og går på opdagelse efter symboler og mønstre til vores egne familieportrætter i linoleum. 

Eleverne går herefter i det kreative værksted, hvor de, med inspiration fra Heerup og Julie Nord, selv komponerer og skærer deres eget personlige linoleumssnit om den perfekte – eller uperfekte – familie og de myter, som omgærder den. Sammen gennemgår vi, hvordan den bløde linoleumsplade bedst bearbejdes med skæreværktøjet, og hvordan man forholder sig til baggrund og spejlvendte motiver. Til sidst trykkes det færdige motiv på silkepapir, og de personlige linoleumssnit og trykstokke tages med hjem, hvor de evt. kan udstilles i klassen.