MÅLGRUPPE: 3.-6. klasse
VARIGHED: 2 timer
PERIODE: 28. marts – 29. august 2025
PRIS: 825 kr. (nedsat pris à 385 kr. for skoler i Rødovre Kommune)

I forbindelse med udstillingen DIALOG & DOGMER tilbyder Heerup Museum et kreativt værkstedsforløb for skoleklasser, hvor eleverne stifter bekendtskab med de to kunstnere Henry Heerup og Anna Stahn og laver deres egne personlige linoleumssnit om lykken og dens mangfoldige symbolik.

Værkstedsforløbet starter med en dialogbaseret omvisning i udstillingen, hvor en erfaren kunstformidler præsenterer klassen for udvalgte skulpturer og grafiske værker af Henry Heerup (1907-93) og Anna Stahn (f. 1994). Omvisningen har fokus på, hvilke forestillinger om lykke, der kommer til udtryk hos de to kunstnere, som begge er optaget af menneskets følelsesliv, identitetsarbejde og forhold til hverdagen. Vi går derfor på opdagelse efter følelser af lykke og symboler på lykke i de udstillede værker, mens vi snakker om, hvad lykken egentlig er for en størrelse. Kan lykke f.eks. købes for penge, er lykken ens for alle, og kan man være lykkelig hele tiden? Det undersøger vi nærmere, når vi går tæt på kunsten for at finde stof til eftertanke og inspiration til vores egne værker.

Klassens besøg fortsætter dernæst i det kreative værksted, hvor inspirationen fra omvisningen skal omsættes til fantasifulde linoleumssnit, der omhandler den enkelte elevs forestillinger om lykken og det gode liv. Med afsæt i symboler og personlige erfaringer udarbejder hver elev en skitse, som skal overføres til linoleumspladen og skæres frem. Sammen gennemgår vi, hvordan det bløde linoleum bedst bearbejdes med skæreværktøjet, hvordan man forholder sig til baggrund og spejlvendte motiver samt, hvordan eleverne kan tilføje elementer som f.eks. symboler, mønstre eller andre dekorative detaljer. Til sidst trykkes det færdige motiv med sort tryksværte på silkepapir, og de personlige linoleumssnit og trykstokke tages med hjem til skolen, hvor de evt. kan danne afsæt for en grafikudstilling eller videre arbejde med begreberne lykke og livskvalitet.