Målgruppe: 7.-10. klasse
Varighed: 2 timer
Pris: 770 kr. (Bemærk nedsat pris for skoler i Rødovre Kommune)

I forbindelse med Henning og Heerup International tilbyder Heerup Museum et kreativt værkstedsforløb for skoleklasser, hvor eleverne stifter bekendtskab med de to CoBrA kunstnere, Henry Heerup og Carl-Henning Pedersen, og skaber eksperimenterende selvportrætter ved hjælp af spontane teknikker.

Værkstedsforløbet starter med en dialogbaseret omvisning i udstillingen med fokus på Henry Heerup spontane stenskulpturer og Carl-Henning Pedersens ekspressive malerier. Både Heerup og Carl-Henning, og den kreds af spontant-abstrakte kunstnere, de var en del af, fandt inspiration i den frie fantasi og skaberkraft i et opgør med samtidens elitære kunstforståelse. Der skulle skabes en tæt forbindelse mellem kunsten og livet via nye inspirationskilder, metoder og materialer. Sammen snakker vi om, hvad vi kan lære af de to kunstneres tematikker og eksperimenterende arbejdsprocesser, inden vi selv skal være kreative.  

I værkstedet skal eleverne omsætte inspirationen fra Heerup og Carl-Henning til deres egne personlige og eksperimenterende selvportrætter ved at slippe forestillinger om kontrol og perfektion. Klassen inddeles i grupper, som på skift bevæger sig rundt mellem tre stationer med spontane teknikker, der sætter kreativiteten fri. Vi lader materialet bestemme, når vi prøver kræfter med frottage. Vi gør linjen levende, når vi laver automat- og blindtegninger, og til sidst lader vi fantasien bestemme, hvad vi ser og gør, når vi kaster os ud i såkaldte “modifikationer” af kendte kunsthistoriske selvportrætter.

Der er fokus på den eksperimenterende proces snarere end det færdige værk, når eleverne prøver kræfter med at udtrykke deres egen identitet og kreativitet på nye måder og udforsker grænsen mellem det figurative og det abstrakte billedsprog. Undervejs får alle i klassen skabt tre forskellige selvportrætter med afsæt i legen som kunstnerisk strategi og med inspiration fra Cobra gruppens banebrydende kunstfilosofi.