Lino live: Kroppen i kunsten
Målgruppe: 7.-10. klasse
Varighed: 2 timer
Pris: 825 kr. (bemærk nedsat pris à 385 kr. for skoler i Rødovre Kommune)
I forbindelse med udstillingen DIALOG OG DOGMER – Anna Stahn & Henry Heerup tilbyder Heerup Museum et kreativt værkstedsforløb for skoleklasser, hvor eleverne stifter bekendtskab med Henry Heerup og samtidskunstner Anna Stahns kunstneriske praksisser og laver deres eget linoleumssnit om forholdet mellem krop og identitet.
Værkstedsforløbet starter med en dialogbaseret omvisning i særudstillingen, hvor klassen kommer helt tæt på udvalgte skulpturer og grafiske værker af både Henry Heerup og Anna Stahn sammen med en erfaren kunstformidler. Der samtales værknært om, hvordan de to kunstnere bruger og skildrer kroppen i kunsten samt om de mange personlige livserfaringer, de begge inddrager i deres værker. I billedsamtalen er der fokus på kropsidealer og forholdet mellem krop og identitet i dag: Vi har alle en krop, som vi blandt andet kan bruge til at udtrykke, hvem vi er, eller hvordan vi har det, og ved at gå på opdagelse i Heerup og Stahns værker bliver vi klogere på, hvordan netop kroppens former, bevægelser og symboler kan bruges til at udtrykke og bearbejde følelser, normer og identitet.
I forlængelse af omvisningen bliver eleverne sat sammen i par, der skal skitsere hinanden med henblik på at skabe en enkel, men udtryksfuld kropssilhuet, de vil arbejde videre med i grafisk form. Dernæst går vi op i det kreative værksted, hvor eleverne hver især skal komponere og skære deres eget personlige linoleumssnit om den perfekte – eller uperfekte – krop med afsæt i den tegnede skitse.
Sammen gennemgår vi, hvordan den bløde linoleumsplade bedst bearbejdes med skæreværktøjet, hvordan man forholder sig til baggrund og spejlvendte motiver samt hvordan eleverne kan tilføre elementer som f.eks. symboler, dekorative detaljer eller ord. Til sidst trykkes det færdige motiv på silkepapir, og de personlige linoleumssnit og trykstokke tages med hjem, hvor de evt. udstilles i klassen.