MÅLGRUPPE: 5-6 år (max 12 børn)

VARIGHED: Ca. 60 min.

PRIS: 455 kr. eller reduceret pris à 235 kr. for daginstitutioner i Rødovre Kommune

GRATIS FOR RK BØRNEHAVER PÅ MANDAGE I 2026: UGE 24-31 & 43-49

Omvisning og kreaværksted for daginstitutioner og dagpleje! Henry Heerups kunst taler direkte til børn med klare farver, sprudlende fantasi og genkendelige motiver fra hverdagen. Heerup Museum er derfor velegnet til at introducere børn til, hvad både kunst og et museum er. Prøv vores spændende kreative kunstforløb for børn i alderen 5-6 år og oplev Heerups kunst og processer gennem et legende og involverende besøg på Heerup Museum.

BESKRIVELSE

Heerup Museum tilbyder et kort værkstedsforløb for børn i alderen 5-6 år, hvor vi kigger nærmere på Henry Heerup og samtidskunstner Farshad Farzankias skraldekunst og malerier. Kan skrald være kunst, og kan strege mon være vilde? Vi starter med at gå ind i udstillingen ‘din Mor er min Mor fra en anden Mor’ og fordybe os i kunsten, mens vi taler om materialer, farver og vilde streger og figurer. Samtalerne vil tage udgangspunkt i børnenes verden, som de oplever den lige nu og her. Så måske kommer vi ind på symboler, måske får vi vendt familie-begrebet, eller måske taler vi om solen, månen og stjernerne. Hvem ved – alt kan komme i spil! Vi runder forløbet af med en lille krea-aktivitet oppe i museets værksted, hvor vi skal gnubbe figurer frem på tyndt papir. Børnene kan vælge mellem 3 forskellige figurer, som de gnubber frem. Deres kunstværk limes på et stykke karton. Forløbet tager ca. 1 time, og alle børn får selvfølgelig deres værker med hjem.

GODT AT VIDE

Kom gerne i god tid. Alle forløb ligger i tidsrummet fra kl. 9-12. På den måde sikrer vi, at forløbene foregår i rolige rammer. Der er mulighed for at spise efterfølgende.

Meld afbud, hvis I bliver forhindret. Ved udeblivelse trækkes et gebyr på 200 kr.

BOOKING

Send en mail til bookingheerupmuseum@rk.dk

Oplys gerne ønsket dato og tidspunkt, antal børn og voksne, kontaktperson med telefonnummer og mail, institutionens navn samt evt. særlige hensyn. Forløbene kan betales på dagen eller via elektronisk fakturering – oplys også gerne EAN NR hvis I ønsker faktura.