Ny pop-up udstilling i Vognporten på Heerup Museum viser Heerups skønne nisser! Book en omvisning eller et kreativt værkstedsforløb med linoleum for 0.-4. kl. fra d. 3 – 20. december.

På Heerup Museum er vi kommet i julehumør og har fundet Heerups herlige nissebilleder frem! Den lille finurlige nissefigur med den røde hue fulgte ”formanden for nissernes fagforening i Vanløse og Rødovre” hele livet, og i december måned kan skoleklasser komme helt tæt på nissen som symbol og alter ego, når museets kunstformidler står klar til at åbne en låge i Heerups julekalender og fortælle alle de gode historier om nissen.

Pop-up udstillingen viser både malerier og grafiske gengivelser af fantasifulde nisser, men tilbyder også et glædeligt gensyn med de Heerup nisser, der især i 1970’erne dukkede op på juleplatter og julemærker samt Irma poser og dåser. Du vil bl.a. kunne opleve nissen med den sorte kat, den sørgende nisse med sin cykel og nissen, der udtrykker sin kærlighed for den smukke kvinde i skæret fra Betlehem stjernen.

Som noget særligt kan eleverne også opleve Heerups sjældne julekalender lavet for Danmarks Radio i 1968. Inspireret af denne skønne julekalender åbner vi hver dag en ny låge i udstillingen, hvor der f.eks. kan gemme sig én af Heerups personlige ejendele, hans hjemmelavede julepynt, et værk eller et personligt minde om nissen. Måske har drillenissen også lavet lidt sjov og ballade i udstillingen?

Når lågen er åbnet, snakker vi om nissens udseende, historie og væsen både i folketroen og i Heerups univers. For den legende kunstner Heerup var især nissens ”barnlige” egenskaber interessante: det frække, det følsomme og vigtigst af alt det fantasifulde. Ifølge Heerup kunne nissen netop bringe fantasien og det forunderlige ind i hverdagen. Nissen kunne derved sammenlignes med kunstneren, og Heerup legede med et glimt i øjet med nisse rollen, når han tog den spidse nissehue på eller gav nissen sine egne ansigtstræk.