DRØMMEDYR
MÅLGRUPPE: 0.-2. klasse
VARIGHED: 2 timer
PERIODE: 7.april– 28. august 2026
PRIS: 855 kr. (nedsat pris à 400 kr. for skoler i Rødovre Kommune)
NB. Dette forløb udbydes som ÅBEN SKOLE forløb til 0.klasser i Rødovre Kommune
I forbindelse med udstillingen ’din Mor er min Mor fra en anden Mor’ tilbyder Heerup Museum et kreativt værkstedsforløb for skoleklasser, hvor eleverne stifter bekendtskab med de to farvestrålende kunstnere Henry Heerup og Farshad Farzankia og laver fantasifulde drømmedyr med liv og personlighed.
I udstillingen:
Værkstedsforløbet DRØMMEDYR starter med en dialogbaseret omvisning i udstillingen ’din Mor er min Mor fra en anden Mor’ sammen med museets kunstformidler. Her vil vi se på værker af Heerup og den dansk-iranske samtidskunstner Farshad Farzankia og gå på opdagelse i farvestrålende symboler og dyremotiver som hunde, katte og fugle. Sammen snakker vi om, hvordan de forskellige dyr bliver skildret og hvilke historier, der knytter sig til dem. Har kunstnerne mon mødt de flotte dyr i virkeligheden, eller er de dukket op i deres drømme? Undervejs finder vi inspiration i udstillingens farver, motiver og fortællinger til vores egne kreative og livfulde dyr.
I værkstedet:
Efter omvisningen går klassen i det kreative værksted sammen med museets kunstformidler. Hver elev tager malerskjorte på og bliver til at starte med introduceret til dagens kreative opgave via eksempler og maleredskaber. Vi går dernæst i gang med at male kroppe til vores drømmedyr på farvet karton ved at duppe maling på med svampe, så vi får en levende og organisk form at arbejde videre på. Imens malingen tørrer, tegner og klipper vi små kartonstykker ud til dyrenes ører, næser, knurhår og haler. Når malingen er tør, limer vi de forskellige detaljer fast på dyrenes kroppe, så vi får nogle flotte dyr med liv og personlighed. Til sidst signerer vi vores fantastiske værker, som samles sammen og tages med hjem til skolen, hvor de evt. kan blive del af en farvestrålende kunstudstilling i klassen.