Målgruppe: 0.-2. klasse

Varighed: 2 timer

Pris: 770 kr. (350 kr. for skoler i Rødovre Kommune) 

Nb! I 2024 er ordinær pris 800 kr. (375 kr. for skoler i Rødovre Kommune)

Periode: 29. september 2023 – 25. februar 2024

Fantasien er en særlig kreativ kraft, der eksisterer i os alle! For de to kunstnere Henry Heerup og Julie Nord er fantasien derfor også altafgørende for det at skabe nye former og fortællinger om os selv og den verden, vi lever i. Fantasi er lig med leg og skaberglæde, og hos begge kunstnere folder fantasien sig også ud i brugen af mønstre og symboler, der kan udtrykke et væld af følelser og betydninger. 

I værkstedsforløbet Fantasifulde mønstre starter klassen med at opleve udstillingen SOL OG MÅNE sammen med en kunstformidler. Undervejs snakker vi om Heerup og Julie Nords kærlighed til mønstre, og vi går på opdagelse efter både sjove, uhyggelige og smukke mønstre i de to kunstneres grafiske universer. Sammen undersøger vi, hvad mønstre er, hvad de mon betyder, og hvor forskellige de er over hele verden  – samtidig med, at vi finder inspiration til vores egen kreative leg med mønstre. 

Efter besøget i udstillingen går vi i museets værksted, hvor klassen skaber deres egne fantasifulde mønstre på skumplader og trykker dem på silkepapir. Inspireret af Heerup og Julie Nord laver vi skitser i form af spaghetti-tegninger, der aktiverer vores fantasi, og forvandler dem til personlige, farverige mønstre ved hjælp af sjove trykketeknikker. Til sidst fortæller vi hinanden hvilke mønstre, der er dukket op og hvilke fortællinger, de mon gemmer på.