ULDNE UGLER
MÅLGRUPPE: 0.-2. klasse
VARIGHED: 2 timer
PERIODE: 29. september 2026 – 19. februar 2027
PRIS: 855 kr. (nedsat pris à 400 kr. for skoler i Rødovre Kommune)
NB. Dette forløb udbydes som ÅBEN SKOLE forløb til 0.klasser i Rødovre Kommune
I forbindelse med udstillingen ’Nanna Hertoft – Kosmiske Landskaber’ tilbyder Heerup Museum et kreativt værkstedsforløb for skoleklasser, hvor eleverne stifter bekendtskab med Nanna Hertofts vævekunst og forvandler garn og genbrugsmaterialer til uldne ugler.
I udstillingen:
Værkstedsforløbet ULDNE UGLER starter med en dialogbaseret omvisning i udstillingen ’Nanna Hertoft – Kosmiske Landskaber’ sammen med museets kunstformidler. Her vil vi se på vævede billedtæpper skabt af kunstneren Nanna Hertoft og gå på opdagelse i hendes billedunivers, hvor farver, mønstre og kunstneriske fugle spiller en vigtig rolle. Sammen snakker vi om, hvad naturen betyder for Hertoft, og hvordan fuglene optræder i hendes værker. Undervejs sætter vi fokus på uglen som et fugle-motiv, som vi skal arbejde videre med i det kreative værksted; hvordan lyder en ugle, og hvordan kan man egentlig kende en ugle? Det snakker vi om, mens vi finder inspiration i vævekunstens farver og mønstre til vores egne kreative ugler.
I værkstedet:
Efter omvisningen går klassen i det kreative værksted sammen med museets kunstformidler. Sammen går vi i gang med at kigge på genbrugsgarn: Hver elev vælger flere slags garn i forskellige farver, som skal vikles omkring en toiletrulle, så vi får skabt en flot og ulden fjerdragt til vores ugle. Vi starter med at forme toiletrullen til en lille uglekrop, og så kigger vi på enkle farvesammensætninger, inden vi går i gang. Herefter finder vi dimser og dutter, der kan forvandles til øjne, næb og fødder, som til sidst limes fast på vores ugler, så de får liv og personlighed. Alle giver deres uldne ugler et navn, inden de samles sammen og tages med hjem til skolen, hvor de evt. kan blive del af en farvestrålende kunstudstilling i klassen.