Oplev Henry Heerups værker på Svanekegaarden

Udstillingen er åben fra 12. maj til 1. august 2021.

Onsdag d. 12. maj åbnede “Henry Heerup på Bornholm” – et udstillingssamarbejde mellem Heerup Museum og Svanekegaarden som præsenterer et bredt udsnit af Heerups stenskulpturer, malerier og grafiske værker på solskinsøen.

Henry Heerup holdt meget af at rejse i både Danmark og udlandet. Gennem mange somre gik turen til Bornholm, idet hans første kone Mille Heerup (født Emilie Westh, 1911-1999) var fra Vestermarie. Nu er den populære kunstner tilbage på øen med en udstilling, der rummer både feriestemning, sommerglæde og sjove fortællinger fra Heerups elskede univers.

Det er ikke mindst Heerups store folkelige popularitet, der placerer ham centralt i dansk modernisme, som en af hovedskikkelserne i den indflydelsesrige kunstnersammenslutning CoBrA. Heerup er velrepræsenteret på danske såvel som udenlandske kunstmuseer, og i Rødovre finder man hans private samling, der vidner om en meget alsidig kunstner. Gennem mere end 50 år skabte Heerup de mange farverige og populære værker, som den dag i dag fortryller os i hverdagen. Nu kan en række af hans elskede værker fra Heerup Museums egen samling endelig opleves på Bornholm.

Vi håber, at I vil tage godt imod udstillingen, som kan opleves helt frem til d. 1. august 2021. Se mere om “Henry Heerup på Bornholm” på Svanekegaardens hjemmeside.

Udstillingen er åben:

12. maj -30. juni: torsdag-søndag samt helligdage kl. 13-16.

1. juli – 1. august: kl. 13-16.

Pris: kr. 25 – dog gratis for børn og medlemmer af Svanekegaardens Venner samt SKK.