din Mor er min Mor fra en anden Mor – Farshad Farzankia & Henry Heerup
-
Gå ikke glip af forårets store særudstilling på Heerup Museum, hvor samtidskunstner Farshad Farzankia viser helt nye værker skabt i dialog med Heerups ikoniske billedunivers! Farzankia hylder og tvister arven fra fantasiens mester på tværs af forskellige tider, materialer og motiver.
Med særudstillingen din Mor er min Mor fra en anden Mor præsenterer Heerup Museum en enestående visuel dialog mellem den folkekære modernist Henry Heerup (1907-93) og iranskfødte Farshad Farzankia (f. 1980) – en af samtidskunstens store kolorister. Farzankia, der er kendt for sit ekspressive og farvemættede maleri, er dykket ned i Heerups mangfoldige kunstneriske univers og har til udstillingen skabt et udvalg af maleri, skulptur og værker på papir, der sammen med enkelte indlån spiller op til et nøje kurateret udvalg fra Heerup Museums samling.
CYKLISK SYMBOLIK
din Mor er min Mor fra en anden Mor inviterer besøgende ind i et sanseligt og tankevækkende møde mellem to kunstnere, der udfolder bredt appellerende motivverdener. Farzankia og Heerup trækker begge tråde til kunst- og kulturhistoriens store reservoir af billeder ved at inddrage motiver, der igangsætter beskuerens fantasi og følelsesliv. For Heerup var brugen af genkendelige symboler – og gentagelsen af dem i fabulerende sammenstillinger – med til at gøre kunsten tilgængelig for almindelige mennesker. Men som kunstner forstod han også at synliggøre det symbolske og mytiske potentiale i hverdagens banaliteter.
I tiden op til udstillingen har det været en stor inspiration for Farzankia at være tæt på Heerups værker, som han beskriver som både levende og vedkommende. I særdeleshed har to værker i udstillingen gjort stort indtryk på Farzankia: Det ikoniske maleri Vanløse Madonna (1934) fra Kunsten i Aalborg, hvor Heerup gengiver sin egen hustru Mille som en mytisk madonna, og det farvestærke maleri Drengen ved Ulvedalsegen (1969), der omhandler Heerups nære forbindelse til naturen og dens cykliske kredsløb. Heerups gentagne skildringer af Ulvedalsegen – et gammelt egetræ, han linker til sin egen kunstneriske fødsel – ser Farzankia som en stærk og personligt funderet myte om menneskelig genfødsel, der viser, at myter ikke altid omhandler guder eller helteskikkelser, men også kan forankres i en moderne virkelighed. Spørgsmålet om genfødsel – også i en kosmisk forstand – breder Farzankia ud i de to monumentale malerier Kvindens fødsel (2026) og Mandens fødsel (2026) og i skulpturen The chic kids of Pasargad (2026). I sidstnævnte værk peger han på sit iranske ophav ved at referere til oldtidsbyen Pasargadae, den første hovedstad i Perserriget. De aktuelle uroligheder i Iran ligger til grund for dette værk, hvor Farzankia italesætter sit hjemlands historie i håbet om en national genfødsel efter i fem årtier at have været underlagt et undertrykkende regime.
KAFFEKANDER OG TRANSPORTKASSER
Farshad Farzankias kunstneriske praksis favner både det to- og tredimensionelle, og i denne udstilling kan man side og side med hans store maleriske kompositioner opleve flere skulpturelle udtryksformer, der kombinerer maleri og tegning med fundne genstande og genbrugsmaterialer. Helt i tråd med skraldepioneren Heerup ser Farzankia også det æstetiske og kritiske potentiale i sådanne beskedne materialer, der har haft et andet liv. Brugen af dem fungerer som et cyklisk og bæredygtigt alternativ til vor tids brug-og-smid-væk-kultur og medvirker desuden til at aktivere både udstillingsrummet og beskuerens forestillinger om de historier og materialemæssige kvaliteter, de forskellige genstande bærer på.
I sin tid sammenstillede Heerup fundne og kasserede genstande i skraldemodeller som Billeddrejeren (1950) og Fotografen (1963), der begge kan ses i udstillingen, og han gjorde sig dermed bemærket som en kunstner med et unikt blik for materialers liv og patina. Farzankia finder på sin egen måde også inspiration i sin samtids materialitet, og han har f.eks. inddraget forskellige kunsttransportkasser i dialogen med Heerup. I det store titelværk din Mor er min Mor fra en anden Mor (2026) bemaler han en hel transportkasse, der også sammenstilles med fundne genstande som gamle dekorative sølvkander, som i Farzankias øjne manifesterer et slægtskab til Heerup. ”Heerups kande bliver min kande”, fortæller han om processen med at skabe denne udstilling, hvor også den ikoniske Madam Blå kande kommer til syne som en funktionel genstand, der på særlig Heerup’sk vis er ladet med hverdagspoesi.
Dele af transportkasserne anvender Farzankia også i en serie af fire forskellige billedtavler, der indeholder ekspressive værker udført på papir. Tiden, der går i ring, spiller en rolle i de mange umiddelbare og farverige tegninger, Farzankia udvælger og monterer på tavlerne. Den ene tegning tager den anden, og hver gang signerer og daterer Farzankia tegningen på bagsiden. Dateringen smitter af på det næste papir i skitseblokken, og dermed flyder tid, tegninger og personlige erindringer sammen i de store tavler, der alle indeholder motiver og datoer i flere lag og farver.
Udstillingen din Mor er min Mor fra en anden Mor igangsætter en samtale om, hvordan vi kan se på Heerup i dag. Heerup har længe været en stor inspiration for Farzankia, og det er med stor glæde, at Heerup Museum åbner dørene til dette kunstneriske møde, der både præsenterer museets besøgende for Farzankias vidtfavnende kunstneriske praksis og giver et nyt og personligt perspektiv på Heerups liv og virke.
OM FARSHAD FARZANKIA
Farshad Farzankia (f. 1980) er født i Teheran, Iran, men flygtede som niårig med sin familie til Danmark i kølvandet på den iranske revolution. Han er oprindeligt uddannet grafisk designer, men har siden 2016 arbejdet som billedkunstner. Farzankia er repræsenteret af Andersen’s Contemporary i København og arbejder med maleri, skulptur, grafiske tryk og formater på papir. I sin kunstneriske praksis er han optaget af personlige erindringsspor og fin- eller populærkulturelle udtryksformer som musik, poesi, filosofi, billed- og filmkunst. Farzankia arbejder i krydsfeltet mellem figuration og abstraktion og komponerer dynamiske værker, hvor beskueren både kan dvæle ved dragende detaljer og miste fodfæstet for en stund i mødet med en malerisk virkelighed, der fungerer på egne præmisser. I sine værker undersøger han personlige og universelle spørgsmål med afsæt i en intuitiv og improviserende metode, der destabiliserer fastlåste kategorier og åbner nye og frugtbare forbindelser mellem værk, verden og beskuer.
Farzankia er repræsenteret i en lang række danske og internationale museumssamlinger og privatsamlinger som Yusaku Maezawa, Japan; The Progressive Art Collection, USA; Ny Carlsbergfondet, DK og ARKEN Museum for Moderne Kunst, DK. Farzankia har haft gruppe- og soloudstillinger i både ind- og udland hos blandt andre Trapholt, DK (2025); Willumsens Museum, DK (2022); FOUNDRY, Korea (2022); ARKEN Museum for Moderne Kunst, DK (2021); Turn Gallery, USA (2020) og Richard Heller Gallery, USA (2018).
OM HENRY HEERUP
Henry Heerup (1907-93) blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1927-32 og skabte som kunstner både skraldemodeller, stenskulpturer, maleri, tegning og grafik. Han indgik i flere kunstneriske fællesskaber, samtidigt med at han tidligt fremstod som en ener. Som en central skikkelse i kredsen af spontant-abstrakte kunstnere var Heerup i sin egen samtid med til at sætte legen og fantasien i kunstnerisk fokus, men han er også fortaler for et opgør med en opfattelse af kunsten som en udpræget finkulturel og intellektuel beskæftigelse. Under devisen ‘Al kunst bør være folkelig’ arbejder han med en bevidst kunstnerisk strategi om at lade kunsten nå ud til så mange som muligt, bl.a. ved at inddrage motiver og materialer, der er hverdagsnære, universelle og bredt appellerende. Med årene blev det originale hans særlige varemærke – både i forhold til kunsten og forstået som en integreret del af hans personlighed. Det originale som noget unikt og ophøjet var imidlertid ikke interessant.
Heerup udstillede i sin samtid både i Danmark og udlandet, og har modtaget flere medaljer og anerkendelser. Han er repræsenteret i utallige museale og private samlinger verden over, heriblandt Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk, DK; SMK Statens Museum for Kunst, DK; Stedelijk Museum Amsterdam, Holland; MoMA Museum of Modern Art, USA og Museum Cobra, Holland.
FILM
Til udstillingen har filminstruktør og forfatter Nitesh Anjaan skabt en formidlingsfilm, der giver besøgende indblik i Farshad Farzankias kunstneriske proces.
PUBLIKATION
I relation til udstillingen på Heerup Museum udgives der et katalog med forord af museumsleder på Heerup Museum, Janna Lund, og tekster af museumsdirektør på Museum Jorn, Christian Kortegaard Madsen, og kunstrådgiver Louise Rytter. Der afholdes boglancering d. 26. maj.
UDSTILLINGEN ER STØTTET AF
Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Arne V. Schleschs Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Grosserer L. F. Foghts Fond og Augustinus Fonden.