Nu er der nisser på lager!

-

når folk kommer her for at købe, sker det, at de siger, hva’ er der ikke nogen nisser? Og jeg må fortælle dem, at der ingen er på lager for øjeblikket

Henry Heerup

Pop-up udstilling i Vognporten med Heerups nisser

På Heerup Museum er vi kommet i julehumør og har fundet Heerups herlige nissebilleder frem. Den lille finurlige figur med den røde hue fulgte Heerup gennem hele livet, men det var ikke mindst, da han i 1960’erne kom for skade at fortælle en journalist, at han Heerup, var “formand for nissernes fagforening i Vanløse og Rødovre”, at han blev kendt som hele Danmarks Kunst-nisse og Nissernes Konge!

Selv om Heerup understregede, at han ikke opfattede nissen som et særligt julefænomen, men snarere at nissen i tråd med den nordiske folketro var noget, han så i haven på Kamstrupvej hele året rundt – er det jo netop nu, hvor vi nærmer os julemåneden, at efterspørgslen på nisser er størst. Derfor er det en fornøjelse at byde velkommen til en anderledes, tankevækkende og humoristisk juleoplevelse på Heerup Museum. Her vil du bl.a. kunne opleve nissen med den sorte kat, den sørgende nisse med sin cykel og nissen der udtrykker sin kærlighed for den smukke kvinde.

Nissen skildres ofte som en figur, der både er barn og voksen eller ingen af delene. Dens navn stammer fra det nordiske drengenavn Niels, og i den tidlige folketro var nissen lunefuld og drilsk af natur, lidt som en uartig dreng. For den legende kunstner Heerup var nissens “barnlige” egenskaber interessante, det frække, det følsomme og vigtigst af alt det fantasifulde. Ifølge Heerup kunne nissen netop bringe fantasien og det forunderlige ind i hverdagen. Nissen kan dermed sammenlignes med kunstnerens rolle i samfundet, og Heerup legede med et glimt i øjet med nisse-rollen, når han selv tog nissehuen på, eller når han gav nissen sine egne ansigtstræk.

I pop-up udstillingen tilbyder vi også et glædeligt gensyn med de Heerup nisser, der især i 1970’erne fandt indpas i mange hjem. Det var dem, som fandtes på juleplatterne, på Irmas plasticpose og andre genstande, som var til at købe for de fleste. Vidste du i øvrigt, at Heerup skabte en af de første julekalendere for Danmarks Radio tilbage i 1969?

Kom og vær med til jul i Vognporten!

 

NISSEBRUNCH

Søndag d. 1. december kl. 11-13 i Havestuen

Nisselig dejlig brunch og fornøjeligt foredrag om Formanden for Nissernes Fagforening i Vanløse og Rødovre. Bliv klogere på nissens kulturhistorie og oplev en perlerække af Heerups skønne helårsnisser både i malerier, skraldemodeller og stenskulpturer. Pris 180 kr. inkl. brunch, foredrag og entré til museet. Billetter købes på webshoppen eller på museet.

 

NISSERIER OG JULEVÆRKSTED

Søndag d. 1. december kl. 11-15.00 i værkstedet

Juleværksted for kreative sjæle i alle aldre. Vi maler, folder og klipper os i hyggelig julestemning. Få inspiration til et smukt hjemmelavet julekort eller lav din egen fantasifulde julepynt, som Heerup gjorde det. Værkstedet er fyldt med lækre materialer og skabeloner, og vores huskunstner står klar til at vejlede dig i de forskellige teknikker. Pris 35 kr. pr. deltager inkl. entré til museet.  Tilmelding ikke nødvendig.