Vidunderlig hverdag
- Leif Sylvester & Henry Heerup

-

To af Danmarks mest folkelige og farverige kunstnere, Henry Heerup og Leif Sylvester, kan for første gang nogensinde ses i festligt samspil i et udstillingssamarbejde mellem Heerup Museum og KunstCentret Silkeborg Bad.

En ting er sikkert, de to kunstnere i udstillingen Vidunderlig Hverdag har noget på hjertet. Begge anerkendte og elskede for deres fabulerende fortællinger, lige så rige på mangfoldighed som hverdagen selv. Også er det ikke til at tage fejl af, at både Heerup og Sylvester fortæller med et glimt i øjet. Humoren er en af hverdagens skønne fællesnævnere lige fra det skraldgrinende til det undertrykte fnis. Vi elsker kunsten endnu højere, hvis den giver os lejlighed til at more os over os selv og hinanden.

Dette er formodentlig grunden til, at Heerup og Sylvesters værker har så stor gennemslagskraft. De når ud til os i en sådan grad, at vi fristes til at kalde dem folkelige. De tilbyder på hver deres måde og ud fra hver deres samtid, en form for demokratisering af kunsten, som både bringer kunsten ind i hjemmene og hjemmets genstande og erfaringer ind i kunsten.

Afgørende for begge kunstneres livsvej er en stor kærlighed til det frie liv.Frihedstrangen tager de med sig ind i kunsten, hvor den springer ud af malerier, skulpturer og grafik med motiver fyldt med menneskers helt almindelige og dog så væsentlige oplevelser. Kunsten bliver enkel og ligetil, når vi genkender hverdagen i den; naboens hund, en god kaffetår, kærligheden, legen, eftertanken og alt det andet som livet er gjort af.

Udstillingen er skabt i samarbejde med KunstCentret Silkeborg Bad og rejser videre til det jyske publikum i slutningen af april. Med støtte fra Nykredits Fond er der til udstillingerne skabt et flot katalog, som både kan gøre en klogere og forlænge den gode oplevelse.Vidunderlig Hverdag er for alle, der har lyst til at gå på opdagelse i de to kunstneres fortællinger, lytte til indtalte hverdagsdigte eller spille mega-tre-på-stribe med familiens yngste.