Da Rødovre Kommune i 1995 sagde ja tak til en større donation af Heerup værker og personlige genstande fra kunstnerens enke Marion Heerup, stod det klart, at det ikke var muligt at oprette et museum i det, der engang var Heerups arbejdsplads og have. Istedet søgte man et sted i Rødovre med samme folkelige forankring og fandt det i medborgerhuset Rødovregaard.

Det nye museum for den lokalt forankrede, men internationalt kendte kunstner Henry Heerup, blev tegnet af arkitekt, m.a.a. Bernd Kjelland. Det samlede areal er 425 m2. Bygningen indeholder 200 m2 udstillingssale, indgangsparti med museumbutik, toiletforhold samt et kældermagasin på 150 m2. Arkitekt Bernd Kjelland har arbejdet intenst med lysforholdene. Dagslyset i udstillingssalen falder ind gennem et rytterlys i tagets øverste del. Lyset fra nord er oftest et køligt lys, hvorimod lyset fra sydsiden indeholder det varme lys. I rytterlyset er placeret langsgående lameller på ca. 4 meter, der er bevægelige. Således kan det kolde og det varme lys blandes.

Rødovregaard er den sidste store gård, der er tilbage af den gamle Rødovre landsby. Gården har tilhørt den samme slægt i næsten 200 år. Siden 1770 har fire generationer af familien Sørensen haft ejendommen, hvis jorde strakte sig fra Roskildevej i syd til den nuværende Rødovre Parkvej i nord. I 1967 købte Rødovre Kommune gården, overtog i 1976 brugsretten, renoverede bygningen og lod den indrette til medborgerhus. I dag er Rødovregaard et levende aktivitetshus, hvor kommunens foreninger gratis kan låne lokaler til afholdelse af kulturelle arrangementer.

Den 1. maj 2000 indviedes det nye museum for den folkekære kunstner Henry Heerup i Rødovre. Hurtigt måtte museet dog lukkes igen på grund af uforudsete fugtproblemer, hvilket gør, at Heerup Museum figurerer i diverse quiz’er som det museum, der både åbnede og lukkede same dag! Da museet genåbnede 20. januar 2001 stod omtrent 4000 besøgende på én weekend i kø for at opleve åbningsudstillingen “Heerup Museum – Maleri, grafik, skulptur”.

Heerup Museets Venner er en forening for kunstinteresserede, der vil støtte Heerup Museum. Venneforeningen på Heerup Museum blev stiftet den 14. december 1999 med det formål at udbrede kendskabet til Henry Heerup og samle medlemmerne om aktiviteter, der understøtter og supplerer museets arbejde.

Medlemsfordele

  • Som medlem af Heerup Museets Venner får du gratis adgang på Heerup Museum hele året rundt.
  • Du får også fri entré eller rabat på udvalgte arrangementer.
  • Du får 10% rabat på alle varer i Museumsbutikken.
  • Du vil være en af de første til at blive informeret om museets og foreningens aktiviteter. Museet udsender hvert år 2-3 nyhedsbreve, hvor vi fortæller om museets aktuelle arbejde. Desuden vil du blive indbudt til alle museets ferniseringer og løbende få information om arrangementer som foredrag, koncerter, debat, teater og meget andet, som foregår på museet.

Venneforeningens bestyrelse

Foreningen vælger en bestyrelse, som i løbet af året tager initiativer til forskellige arrangementer for medlemmerne, fx festligholdelse af Heerups fødselsdag 4. november. Bestyrelsen samarbejder også med museets ledelse og museets bestyrelse ved den praktiske afvikling af diverse arrangementer, fx ved ferniseringer, foredrag, forårsmarkedet og Mors Dag.

Foreningens formål og vedvægter kan fås i sin fulde længde ved henvendelse til formanden.

Indflydelse på Museets arbejde

Heerup Museets Venner har to repræsentanter i museets bestyrelse. Har du lyst til at være med til at præge museets arbejde fremover, er bestyrelsesarbejdet måske noget for dig. Bestyrelsen lytter til ideer og tanker fra Heerup Museets Venner og tager foreningen med på råd i en række beslutninger.

Formand for venneforeningen:
Ruth Mørch
Tlf: 36 47 04 61
e-mail: ruth.moerch@gmail.com

Det koster…

140 kr. om året at være medlem af Heerup Museets Venner.

235 kr. om året for ægtepar/samlevende par.

Indmeldelse kan ske her på siden eller til Hans Ole Sørensen – Heerup Museums medlemskartotek

heerupsvenner@gmail.com

Indmeldelsesblanket kan også fås på Heerup Museum

Heerup Museum er en selvejende institution med tilknytning til og tilskud fra Rødovre Kommune. Museet varetager Rødovre Kommunes samling af kunstværker og effekter knyttet til Henry Heerup. Gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling vil museet udbrede kendskabet til Heerups liv og værk, samt bevirke en fortsat undersøgelse af kunstnerens rolle for såvel datidens som nutidens kunst og kultur. Museet er et ud af en lang række personmuseer i Danmark, så som H.C. Andersens Hus, Karen Blixen Museum, Storm P Museum, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum og mange andre. Fælles for personmuseerne er den grundlæggende biografiske fortælling om én persons, ofte en kunstners, liv og værk. På Heerup Museum betyder det, at det ikke alene er Heerups værker, der er i centrum, men ligeså Heerups indstilling til livet, hans store integritet, rolle i samfundet og dennes betydning for eftertiden.

Heerup Museum er godt forankret i Rødovre. Museet har egen bestyrelse bestående af 6 medlemmer:

  • Pia Hess Larsen, udpeget formand af kommunalbestyrelsen i Rødovre Kommune.
  • Marianne Christensen, udpeget af kommunalbestyrelsen i Rødovre Kommune.
  • Ruth Mørch og Jørgen Jørgensen er repræsentanter for Heerup Museets Venner.
  • Kaj Erik Jørgensen er repræsentant for erhvervslivet.
  • Anita Hartelius er repræsentant med kunstfaglig baggrund.

Museet ledes af cand. mag. i Visuel Kultur og museumsleder Anni Lave Nielsen og den daglige drift varetages af en håndfuld dygtige medarbejdere, som består af Gerda Skovgaard, Christina Ladefoged Klestrup Hansen, Anne-Lise Børgesen, Sigrid Katharina Wierema, Per Kahlen Hansen, Iben Balslev og Dorte Brix Olsen. Dertil kommer 12 uundværlige frivillige hjælpere, som hjælper til, hvor der er brug for det. Museet har en aktiv venneforening, som støtter og følger museets arbejde.

Heerup Museum er medlem af Kunstkonserveringen, som er stiftet af danske kunstmuseer med det formål at styrke opsynet med og bevaringen af kunst. Kunstkonserveringen konserverer og restaurerer kunstværker og rådgiver omkring lys- og klimaforhold m.m.
Læs mere her: kunstkonserveringen.dk

Heerup Museum ligger i forbindelse med medborgerhuset Rødovregaard med indgang gennem gården. Heerup Museum har moderne handicapfaciliteter, museumsbutik, kafferum samt is salg og udlån af skønne tæpper til museumshaven i sæsonen.

Campaya.dk har lavet en ferieguide, hvor du kan få gode tips til kulturoplevelser i København – du kan også læse om museet i guiden. Se den her..

Overnatningsmuligheder:

Feline tilbyder det største udvalg af sommerhuse i området. Se mere på www.feline.dk
Sol og Strand. Sommerhuse i området. Se mere på www.sologstrand.dk
Absalon Camping. Se mere på www.camping-absalon.dk

Restauranter:

Nuova Italia www.nuova-italia.dk
Espehus www.espehus.dk
Mama Thai www.mamathai.dk