CoBrA (1948-51)

I tiden efter 2. verdenskrig opstod CoBrA – en international kunstnerbevægelse med fokus på frihed, spontanitet og kollektive eksperimenter. CoBrA blev stiftet i 1948 af repræsentanter fra både danske, belgiske og hollandske avantgardegrupper og fik sit navn efter de første bogstaver i byerne Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam. 

Mange af de spontant-abstrakte kunstnere fra Høstudstillingen og Helhesten fulgte Asger Jorn ind i CoBrAs drøm om en kollektiv indsats for den frie kunst efter krigens isolation, og allerede i 1948 gik drømmen i opfyldelse, da de hollandske og belgiske kunstnervenner udstillede sammen med Høstgruppen på Den Frie. På et foto ses gruppen af internationale kunstnervenner, og Heerup ses siddende nederst til højre med en blokfløjte i hænderne.

CoBrA skabte både udstillinger, et tidsskrift og CoBrA-biblioteket Artistes Libres/Frie Kunstnere, hvor man kunne læse små monografier om Heerup og gruppens andre kunstnere. Som en del af den danske fraktion af CoBrA udstillede Heerup sine spontane stenskulpturer, både på de to store CoBrA-udstillinger i Amsterdam (1949) og Liège (1951) samt på en lang række retrospektive CoBrA-udstillinger verden over.