Heerups mælkegavl i Sølvgade
I indre København – nærmere bestemt på adressen Sølvgade nr. 18 – kan du opleve Henry Heerups ikoniske mælkegavl fra 1953. Det festlige og farvestrålende gavlmaleri var del af en kæmpe reklamekampagne i 1950’erne, hvor Storkøbenhavns Mejerier bad 21 af tidens populære kunstnere om at udsmykke københavnske gavle med malerier med teksten “Mælk gi’r sundhed”.
I 1962 blev der lavet en ny omgang mælkegavle med andre kunstnere og nu med teksten ”Mælk – det er dejligt” – mest kendt derfra er nok Hans Scherfigs mælkegavl på Kapelvej, Nørrebro.
De mange kunstneriske gavle var fordelt over hele København og bragte både dejlige farver og fantasifulde motiver ind i bybilledet. Heerups hyldest til mælken blev malet op på et nabohus til Sølvgades Skole, ikke langt fra Statens Museum for Kunst, og kunne dengang som nu opleves både af legende børn i skolegården og forbipasserende folk på gaden. Motivet er iøjnefaldende, livsbekræftende og på mange måder typisk for Heerup:
Øverst svæver en tidstypisk mælkeflaske, der har fået form nærmest som en livsmølle, der nærer store som små. På begge sider af flasken gror to kæmpestore solblomster, og nederst finder man både glade børn, en lille kalv på græs der drikker hos sin mor, et stort lilla hjerte og naturligvis mælke-teksten, der elegant er blevet placeret på en blå barnevogn. Som altid har Heerup skabt en tydelig billedfortælling med blik for hverdagens symboler og livsglæde.
De store mælkegavle blev en vigtig del af bybilledet, som mange stadig husker i dag, selvom størstedelen af 50’ernes og 60’ernes glade gavlmalerier desværre er forsvundet med tiden enten pga. overmaling, nedrivning eller forfald.
Heerups skønne gavl var også i fare for at forsvinde, efter lejemålet på Sølvgade 18 blev opsagt først i 1970’erne, men i forbindelse med kunstnerens 70 års fødselsdag (1977) blev gavlen heldigvis reddet med støtte fra legater og Københavns Kommune og siden genopmalet under Heerups opsyn, og hvor er vi taknemmelige for det!
I dag står Københavns Kommune for vedligeholdelsen af Heerups højtelskede mælkegavl i Sølvgade.
Foto: MOTTLAU MICHAEL, Ritzau