Katten har længe været en del af menneskers liv og er særligt værdsat for dens hyggelige selskab og nyttige evne til at jage mus og rotter. Den oprindeligt vilde kat er gennem mange tusinder år blevet vænnet til et liv sammen med mennesket, og den indtager i dag en central rolle i mange hjem som familiens kælne holdepunkt.

Med dens nære tilknytning til mennesket har katten længe figureret i kunst og kultur. Huskattens historie har f.eks. en storhedstid i det gamle Egypten, hvor katten blev betragtet som husbeskytter og forbundet med kattegudinden Bast (senere Bastet), som var gudinde for både frugtbarhed og hjemmet – to emner som traditionelt har været knyttet til det kvindelige.

I det 20. århundrede har en lang række kunstnere sammenstillet hjemmet, katten og kvinden i deres værker. Hos fynbomaleren Peter Hansen ser du en ung pige, der kærligt holder en kat i sine arme og udviser moderlig omsorg for det lille spindende dyr. Også hos Heerup er katten flyttet ind – men i haven, hvor Heerup følte sig hjemme.

Hvis du har lyst, kan du høre mere om Peter Hansens værk og temaet “Katten og hjemmet” i denne lydfil:

Du kan også følge temaet ”Katten og hjemmet” i udstillingen – kig f.eks. efter disse værker:

> Nr. 3 J. F. Willumsen

> Nr. 32 Peter Hansen

> Nr. 33 Julie Nord

> Nr. 34 Gipsafstøbning af egyptisk kat fra Heerup arbejdsværelse

> Nr. 41 Heerup