En unik bestillingsopgave

Den farvestrålende totempæl foran Heerup Museum er på mange måder en unik træ- og skraldeskulptur. Henry Heerup (1907-93) skabte den seks meter høje dobbeltfigur til den danske belysningsvirksomhed Louis Poulsen & Co, der fra 1908-2006 havde hovedsæde i Nyhavn 11, København. Da det i 1963 blev besluttet at anlægge et nyt og mere åbent gårdrum på adressen, blev et af de gamle baghuse revet ned, og i den sammenhæng fandt man den ca. 250 år gamle pommerske fyrrebjælke, som udgør basen for Heerups imponerende totempæl.

Bjælken blev transporteret til kunstnerens have på Kamstrupvej i Rødovre, hvor den både blev modelleret, bemalet og påført forskellige former for genbrugstræ med søm og hammer. Skulpturen kom dernæst tilbage til gårdrummet i Nyhavn 11, hvor den stod i godt et halvt århundrede, indtil det navnkundige lampefirma besluttede at fraflytte adressen, og Lemvigh-Müller A/S overtog totempælen sammen med matriklen i Nyhavn. Heldigvis kontaktede Lemvigh-Müller Heerup Museum, som erhvervede skulpturen i 2011.

Inspiration fra Nordamerikas indianere

Da den store skulptur er lavet som en fritstående træbjælke og desuden er bemalet i stærke farver, er det muligt at trække visuelle tråde til Nordamerikas nordvestkystindianere, hvis rigt udsmykkede totempæle er kendt verden over. Totempælenes udformning og funktion varierer naturligvis, men en totempæl markerer generelt vigtige begivenheder, personer eller fortællinger inden for en given stamme, bl.a. ved hjælp af udskårne dyrefigurer eller symboler.

Heerup har givetvis kendt til mere eller mindre sandfærdige fremstillinger af indianere og indiansk kultur, både fra tidens populære film og bøger om det vilde vesten og fra tidsskrifter og oversigtsværker om kunst og kultur gennem tiden. Han har gentagne gange brugt indianeren eller indianerhøvdingen som et kraftfuldt motiv og billede på såvel fysisk som åndelig styrke. I en række værker optræder indianeren desuden som et fantasifuldt alter ego, der skaber og lever i tæt kontakt med naturen.

Kærlighed til natur og genbrug

Heerup levede selv på mange måder et liv i pagt med naturen bl.a. ved at insistere på at arbejde under åben himmel i haveatelierer, først i Vanløse og siden i Rødovre. Naturen som inspirationskilde og nærende frirum indtager en central plads i både malerier, grafik og skulpturer, hvilket totempælen også er et eksempel på. Her giver Heerup en 250 år gammel fyrrebjælke nyt liv ved hjælp af kasserede hverdagsmaterialer og ekspressive farver, og frem træder en muskuløs ler-rød mand og en lysende kvindeskikkelse, der strækker sig op mod solens livgivende stråler. Tilsammen udgør de en moderne, men på sin vis også tidløs, hyldest til moder jord.

Totempælen er skabt til det udendørs rum og har gennem mange årtier mærket alskens vind og vejr. Med generøs støtte fra Lemvigh-Müller Fonden kunne Heerup Museum erhverve og gennemrestaurere den flotte totempæl, så den i dag fremstår i en farvepragt, som havde Heerup selv lige sat det sidste penselstrøg. Skulpturen, der nok må siges at være Heerups største skraldeskulptur, er opstillet på den lille græsplæne foran museet, hvorfra den skuer ud over det lokalområde, som havde en ganske særlig plads i Heerups hjerte.