En monumental skulpturgruppe

I museumshaven sidder to tudser – en stor og en lille – ved vinduet og kigger nysgerrigt på de skiftende udstillinger på Heerup Museum. De er skabt af kunstneren Henry Heerup (1907-93) og var oprindeligt del af en bestillingsopgave på i alt ti granitskulpturer til motorvejstrekanten mellem Hillerødmotorvejen og Gladsaxe Ringvej.

Heerup høstede megen beundring for sine umiddelbare og fantasifulde fortællinger i sten. Han blev med tiden kendt som Hugga, og arbejdet med hammer og mejsel var en central del af hans kunstneriske virke. Gennem sin lange karriere skabte han et væld af skulpturgrupper, men omfanget af denne opgave var noget ganske særligt. ”10 mand, 26 tons, 3 kraner, 10 sten” noterede Heerup stolt i sin notesbog om arbejdet med de tunge sten, der alle blev fundet i forbindelse med konstruktionen af motorvejen. De blev transporteret til hans berømte have på Kamstrupvej 96 i Rødovre, hvor de blev ”bragt til live” med hammer, mejsel og pensel, inden de blev opstillet ved motorvejsudfletningen i 1970.

Stenene skifter plads

Ved omlægningen af Hareskov motorvejen i 1982 blev størstedelen af værkerne i den store skulpturgruppe flyttet til den nyligt indviede Strandpark ved Køge Bugt, og de to tudser blev efterfølgende udlånt til Heerup Museum, hvor de i dag udgør en vigtig del af fortællingen om en af Danmarks mest populære kunstnere.

I 2016 besluttede Strandparken I/S med hjælp fra Heerup Museum og Kunstkonserveringen at genskabe de oprindelige farver på alle ti skulpturer, så de i dag fremstår så tæt på det oprindelige udtryk som muligt. De otte skulpturer blev samlet på en nyanlagt plads ved Gyvelhuse Strandkiosk i Brøndby Strand, hvor de indgår i et naturområde med strand, klitter, søer, enge og små skovarealer. På denne måde er både tudserne og den øvrige skulpturgruppe placeret i grønne omgivelser – som også Heerup ville have ønsket det.

Heerup og naturens hårdkogte æg

Heerup nærede en dyb kærlighed til netop granitten, som han med et glimt i øjet kaldte for ”naturens hårdkogte æg”. Hans forhold til stenen var båret af respekt og beundring, for han oplevede den som bindeleddet mellem naturens cyklus og kunstnerens følsomhed. Også selve det fysiske huggearbejde appellerede til Heerup, hvis flittige og stærke hænder nød at bearbejde det hårde materiale under åben himmel – særligt i de kolde vintermåneder. 

”Når jeg hugger, lader jeg stenen bestemme motivet. Sten har jo de dejligste former, som efter min mening fortæller en masse. Se nu bare på den dér. Enhver kan da se, at det er en frø, der sidder på spring. Jeg har hugget aftegninger til benene i den. Hugget øjne og malet dem. Jo, jeg er vist den eneste, der maler på sten. Det syn’s jeg ligesom skal til. Med øjne. At male de store flader er imod stenens natur.”