Målgruppe: 0.-2. klasse

Varighed: 2 timer

Pris: 800 kr. (375 kr. for skoler i Rødovre Kommune) 

Periode: 8. marts 2023- 2. august 2023

I forbindelse med udstillingen Blandt Træer udbyder Heerup Museum et værkstedsforløb for 0.-2. klasse med fokus på naturen og træet som kunstnerisk motiv, hvor klassen møder værker af Henry Heerup, Rune Bosse og Astrid Kruse Jensen og arbejder med at skabe deres egne tredimensionelle årstidstræer i det kreative værksted.

Årstiderne er vigtige for os mennesker, både fordi de udgør et holdepunkt i tilværelsen og minder os om, at vi er del af et større kredsløb. I udstillingen Blandt Træer skal klassen sammen med en kunstformidler introduceres til de tre kunstnere Henry Heerup, Astrid Kruse Jensen og Rune Bosse, der hver især er optaget af menneskets møde med naturen. Hvilket natursyn kommer til udtryk gennem værkerne, og hvordan indgår kunstnerne i en dialog med træerne, årstiderne og naturen som helhed? Det er spørgsmål som disse, klassen i samarbejde med kunstformidleren vil undersøge i omvisningen. Formålet er at få børnene til at tænke over deres egne møder med naturen og årstidernes cykliske kredsløb. 

Efterfølgende skal klassen op i det kreative værksted, hvor de skal lave hver deres tredimensionelle årstidstræ med karton, saks og caran d’ache farver. Her skal de have billedsamtalen fra omvisningen i udstillingen med sig, når de indleder det kreative forløb. De skal tænke over både, hvordan de oplever forår, sommer, efterår og vinter, og hvad der kendetegner de forskellige årstider. Hvilke farver forbinder vi f.eks. med hver årstid? Er der nogle bestemte frugter eller planter, dyr og insekter, som vi knytter til en af årstiderne? De starter med at klippe fire træer ud fra en skabelon, som de derefter farvelægger med caran d’ache farver. Kunstformidleren leder samlet klassen gennem årstiderne, så alle til sidst sidder med fire årstider, der limes sammen til et tredimensionelt træ, der kan stå på egne ben. Træerne kommer med hjem, hvor de enten kan hænges fra loftet i klassen eller stå i vindueskarmen og danne en fælles skov.