Sammen med billedkunstner Søren Behncke, Heerup Museum og Børnekulturrådet kan du lige nu være med til at skabe Danmarks måske største vennespil! Søren Behncke har skabt det fine motiv, som pryder alle vennespils-brikkerne, og han har et helt særligt forhold til netop gør-det-selv vendespillet, som han lærte at lave af sin bedstemor. Her kan du læse hans tanker om det kreative vennespil, du nu også inviteres til at blive en del af:

Jeg lærte at lave gør-det-selv vendespil af min bedstemor. Hun havde en flok småbørn under og efter 2. verdenskrig i et sønderbombet Hamborg.

Der var stor varemangel og knaphed på alle slags ressourcer, og derfor blev hun fantastisk dygtig til at bruge og især genbruge alt – intet gik til spilde. Bær og frugter fra træer og buske blev plukket og omsat. Tøj blev brugt, omsyet og genbrugt, osv. Og altså også børnenes legetøj var noget man lavede selv. Den attitude til forbrug hang ved hende resten af livet. Og altså også i 70’erne da hun lærte mig at lave gør-det-selv vendespil. Der blev klippet i blade og tegnet på genbrugspap.

Det er mig et meget kærligt minde, og derfor noget jeg tog med mig og brugte, da jeg selv fik en datter. Nu er min datter voksen og er for længst flyttet hjemmefra. Men da hun stadig boede hjemme hos mig, havde jeg en tradition gennem mange år med hver sommerferie at leje et sommerhus et eller andet sted i Danmark. Og det var i den sammenhæng fast kutyme altid at have pap, tusser og limstift med, så vi kunne lave et vendespil, med de blade og magasiner vi kunne finde lokalt.

Dertil kom, at vi altid efterlod vendespillet, i det hus vi havde lejet, så familier der kom efter os kunne spille, det spil vi havde lavet. Derfor har jeg selv kun et enkelt vendespil, af alle dem vi har lavet her hos mig i dag. Og når jeg i dag kigger på det vendespil, er det som om tiden er frosset fast i 2004 med min datter Albertes streg fra den tid. Og med udklip fra fortiden.

Et kærligt minde som man stadig kan tage frem fra tid til anden – og spille sammen..