RIGTIGT LEGETØJ (1950)

Et af de steder, hvor Henry Heerups glæde ved leg og legende motiver for alvor fik frit spil, var i legetøjsbutikken “Rigtigt Legetøj” i Lavendelstræde 5 i København. Den progressive legetøjsbutik var åbnet i 1949, og indehaveren var Albert Clement Nielsen, som også gik under navnet “Klemme”.

I “Rigtigt Legetøj” var der en ambitiøs tilgang til børns leg og legeredskaber. Det legetøj, som blev solgt i butikken, skulle både være holdbart, underholdende, alderssvarende og i overensstemmelse med tidens pædagogiske overbevisninger. Ud af butikkens navn var det givet, at der findes både godt og dårligt legetøj, og at man i lokalerne i Lavendelstræde kunne finde det rigtige kvalitetslegetøj. Ekspedienterne var derfor også alle børnehavelærerinder med fagligheden på plads, og som en sjov lille detalje bar de håndmalede kunstneriske kitler – eller ”kimorakker” – designet af Johan Bjarnhof. Heerup må have mødt Bjarnhof i forbindelse med udsmykningsopgaven, for han har i sin kalender noteret, at han udlånte flere malerier til ham i forbindelse med et “Smaabørnskursus”.

I tråd med de ambitioner, der var på legetøjets og børnenes vegne, besluttede Clement Nielsen at lade Henry Heerup udsmykke hele butikken. Både lofter, vægge og døre blev dekoreret med stor ivrighed af den farveglade kunstner, men det mest iøjnefaldende for forbipasserende har nok været butiksfacaden, der bugnede af finurlige figurer malet i blå, røde og okkergule farver.

Fantasidyr, cykel- og livshjul, smilende ansigter med sjove detaljer samt klovne og nisser er bare nogle af de motiver, som Heerup har fordelt på hver side af indgangsdøren. Med en både genkendelig, sikker og legende streg har han fremmanet væsener, der optræder som forbindelsesled mellem fantasi og virkelighed. Under nissen med det lange ben og den krøllede troldehale har Heerup sat sin signatur i 1950, men han vendte flere gange tilbage til Klemmes butik. I 1952 har Heerup f.eks. noteret, at han har været forbi for at genopmale butiksfacaden for 75 kr., og at han i samme ombæring modtog 25 kr. for at male en danserinde på en dør inde i butikken. Det fremgår også, at den unikke udsmykningsopgave blev afbetalt over et år med sidste afdrag i december 1951.

I 1952 solgte Heerup en oliekridtsskitse til udsmykningen af Rigtigt Legetøj til en besøgende i haven på Kamstrupvej for den nette sum af 50 kr. I 2018 kom den flotte skitse på auktion, hvor den blev købt af Heerup Museums Venner og venligst foræret til Heerup Museum. Du kan derfor se den flotte skitse i udstillingen LEGESIND, mens fotoet øverst på denne side viser facaden, som den så ud i 1967.