TIVOLAJ (1958)
“Kunsten har holdt flyttedag. Den er ikke længere tilknyttet et fåtal af rigmandshjem, men til folket og dets institutioner”, skrev den socialdemokratiske pioner Julius Bomholt i 1953. Han spillede selv en stor rolle i, at kunsten efter 2. verdenskrig fik en større udbredelse i samfundet, bl.a. via kunstneriske udsmykninger af offentlige steder. Kunsten skulle ud til folket og gøre en forskel i hverdagen, også for en ny generation af børn der manglede steder, hvor de kunne udfolde sig frit, legende og skabende og indgå i givende fællesskaber.
En af de måder, man specifikt kunne kombinere forestillinger om leg og kunst på, var ved at skabe kunstlegepladser, hvor børn i alle aldre kunne boltre sig i stimulerende omgivelser og opleve kunsten på mere uformelle og aktive måder. Allerede i 1943 havde Danmark vakt international opmærksomhed med verdens første skrammellegeplads i Emdrup, hvor børn kunne opleve naturen samt lege og bygge løs med genbrugsmaterialer. Nu byggede man videre på ideen ved at lade kunstnernes kreativitet indvirke på byens og legens rum, og et af de mest kendte eksempler er nok Tivolis – nu nedlagte – kunstlegeplads Tivolaj fra 1958.
Kunstlegepladsen blev skabt af arkitekt Simon P. Henningsen og havearkitekt Eywin Langkilde samt kunstkritiker Pierre Lübecker, der fungerede som konsulent for de seks kunstnere, som var udvalgt til at formgive legeområdet. Målet var at skabe en legeplads, der kunne give børnene udfoldelsesmuligheder i forhold til deres naturlige behov, men også facilitere et anti-autoritativt møde med kunstens verden, eller som Simon Henningsen formulerede det: ”En rigtig legeplads, hvor kunst og hverdag mødes i en funktion, hvis sigte er langt større, end man måske vil indrømme det lige i øjeblikket”.
Ved indgangen til legepladsen bød Henry Heerups store granitsten med inskriptionen Tivolaj de besøgende velkommen, og så stod han også for udfærdigelsen af såkaldte kravleskulpturer, som børnene kunne lege på. Foruden Heerup var der tale om bidrag fra Henrik Starcke, Gunnar Westman, Erik ”Spjæt” Christensen og William Fridericia samt Torsten Johansson, hvis ikoniske rutsjebane står som noget særligt i manges erindring. Med tiden blev mange af værkerne slidt op, men flere elementer fra Tivolaj blev bevaret i mere eller mindre ændret form helt frem til 1997. I dag er det kun Heerups store titelsten, som står tilbage, men i LEGESIND kan du opleve nogle af kravleskulpturerne, som endte i kunstmuseet Louisianas samling.
Tivolaj var en ambitiøs satsning og blev en kæmpe succes med så mange besøgende i den første uge, at adgangen til legepladsen faktisk måtte begrænses! Nogle år senere fik Tivolaj fornyet liv uden for Danmarks grænser, da det blev besluttet at opføre en miniatureudgave af kunstlegepladsen på Verdensudstillingen i New York i 1964-65. ”Verden skal se hvor godt vi leger i Danmark”, lød det, og man gik i gang med at skabe et veritabelt eventyrland for børn i området omkring den danske pavillon. Dansk legekultur skulle eksporteres på en international scene, hvor man regnede med omtrent 200.000 besøgende om dagen.
Igen var Simonsen og Langkilde med i processen, og Pierre Lübecker udvalgte syv kunstnere – Søren Georg Jensen, Erik “Spjæt” Christensen, Preben Hornung, Albert Mertz, William Fridericia, Gunnar Westman og Henry Heerup – til at udføre de legende bidrag til projektet. Der blev lavet mange fantasifulde indslag på legepladsen i New York, hvor op til 1000 børn ad gangen kunne lege under opsyn af unge danske piger, mens deres forældre besøgte den danske pavillon.
Inde i pavillonen var der fokus på dansk landbrug, dansk fremstillet kunsthåndværk og legetøj som LEGO samt danske kulinariske specialiteter. Udenfor åbnede kunsten en anden, mere intuitiv og legende verden med både rutschebaner, labyrinter, balancebomme, klatretræer, pindeballet og store lysende og blinkende sommerfugle. I et lille vandløb kunne børnene lave deres egne papirbåde og sende dem afsted mod legepladsens indre, mens de bevægede sig lystigt rundt på et væld af Heerup kravleskulpturer i granit – ligesom i Tivolaj var Heerup synonym med leg, natur, frihed og en oplevelse af, at kunsten ikke blot er noget, man bøjer sig for, men noget man interagerer med.