Heerup uden rammer
- Med installation af Benny Jepsen og Kristoffer Tejlgaard fra Bureau Detours

-

Heerup Museum åbner dørene til fantasiens have. I samarbejde med Benny Jepsen og Kristoffer Tejlgaard fra kunstnerkollektivet Bureau Detours stiller efterårets særudstilling skarpt på Henry Heerups berømte have i Rødovre – et fristed for kunst og kreativitet.

Størstedelen af Heerups kunst blev til under åben himmel på Kamstrupvej 96. Her indrettede han sin arbejdsrytme efter årstidernes skiften og fandt igennem flere årtier en voksende inspiration. I dag er haven for mange synonym med Heerups originalitet og skaberkraft og forståelsen af hans værker uløseligt forbundet med dette tilgroede paradis.

I Heerups univers af farver og former har naturen en overvejende rolle – alt i naturen havde liv og betydning. På samme vis lod han sig inspirere af hverdagens materialer og genstande. I haven fandtes indsamlede genstande og skrald, som Heerup benyttede i sin mangfoldige produktion af malerier, stenskulpturer og ikke mindst skraldemodeller.

Nu hylder Heerup Museum tingfinderen og originalen Heerup via en bred selektion af hans mere eksperimenterende kreationer – værker uden ”guldgraverramme og kejserligt klingeling”, som han selv kaldte dem. Heerup uden rammer præsenterer et blik ind i Heerups særlige kreative univers, når en række sjældne og i høj grad utraditionelle værker for første gang samles og udstilles.

Heerup Museum har i den forbindelse inviteret Benny Jepsen og Kristoffer Tejlgaard fra Bureau Detours til at indgå i dialog med Heerups livsånd. Bureau Detours er kendt for innovative projekter i ind- og udland, alle tænkt og udført med afsæt i det sociale liv. Nisselandskabet for Dansk Arkitektur Center (2011), Kyllingeborgen på Skanderborg Festivalen (2011) og Domen til folkemødet på Bornholm (2012) er blot nogle få eksempler.

Med stor nysgerrighed udforsker de kunst, design og arkitektur ud fra filosofien om en freestyle arbejdsproces af fantasi og åbenhed. Til efteråret vil Jepsen og Tejlgaard skabe en overraskende udstillingskonstruktion, som har til formål at understøtte og redefinere Heerups mange værker uden rammer. Via genbrugsmaterialer og naturelementer vil de forbinde museumshave og udstillingsrum med multikunstneren Heerup.

Plantekasser, indbyggede montrer og legesyge trækonstruktioner vil åbne dørene til fantasiens have – og til en anderledes sanselig oplevelse af Heerups kunstneriske udtryk. Heerup uden rammer inviterer naturen ind i museet, og Heerup ind i samtidskunsten, når besøgende kan gå på opdagelse i en moderne setting af skulpturelt byggeri og Heerup’sk poesi.