Mit sted
- billeder af Heerups Rødovre
-
Mit sted er et samarbejdsprojekt mellem Rødovre Lokalhistorisk Samling, Heerup Museum, Oplevelsescenter Vestvolden og Børnekulturkonsulenten i Rødovre.
I perioden februar til september 2014 har vi fokus på det, som er lige uden for vores vinduer. Vi har kikkerten rettet mod bygninger, pladser og veje, men også mod de steder, hvor vi kender nogen og bliver genkendt, og hvor vi føler, vi hører til.
Rødovre er blevet foreviget af mange lokale kunstnere op igennem det 20. århundrede. En af de mest kendte er Henry Heerup, som boede i Vanløse, men malede i sin berømte have på Kamstrupvej i Rødovre. Heerup var kendt for at være meget engageret i sit lokalsamfund og lavede gerne billeder til mange forskellige folk, han kom i kontakt med. Det kunne være alt lige fra et udstillingsvindue hos den lokale købmand til lodsedler og logo’er til flere skoler i Rødovre. Vi følger kunstneren på hans rejse fra øst til vest, fra hjemmet i Vanløse til haven i Rødovre og langt ind i kunsten. Undervejs har vi fokus på, hvordan Heerup og andre lokale kunstnere præsenterer steder som Rødovre Kirke, Rødovre Skole og Vandtårnet.
Parallelt viser Lokalhistorisk Samling personlige indtryk af steder, der berører folks hverdag. Udstillingen former sig som en rejse gennem Rødovre fra syd til nord. Rejsen er samtidig en rejse gennem den forandring, Rødovre har gennemgået i det 20. århundrede fra landsby til forstad. Der er ikke tale om en traditionel fortælling om Rødovres udvikling som forstad. I stedet viser malerier fra forskellige tider personlige historier om Rødovre. Steder vi går eller kører forbi hver dag, måske uden at lægge mærke til dem.
Begge udstillinger lægger op til dialog om, hvad Rødovre var, er og vil blive engang. Hvad er særligt for dig og hvorfor? Har du en god historie om Rødovre, et flot maleri af f.eks. vandtårnet eller et foto fra dengang det hele så helt anderledes ud? Så hører vi gerne fra dig.
Til projektet er skabt en samling af tilbud for skoler, som ud over at besøge de to udstillinger bliver inviteret til bl.a. at skabe deres drømmested i collage, gå på opdagelse i kilderne fra fortiden, opleve steder som Ejbybunkeren med alle sanser og ikke mindst lave deres egen tidsboble, hvor de indkapsler deres sted anno 2014. Det samme tilbud gælder en række foreninger, institutioner og virksomheder i Rødovre. Tidsboblerne, som fysisk består af gennemsigtige kugler, der kan fyldes efter ønske, vil blive udstillet samlet i september 2014.
Håbet er at involvere Rødovre, skabe en bevidsthed omkring den fælles historie i byen, en bevidsthed om fortid, nutid og fremtid, sådan som den er forankret i vores synlige verden. En verden vi selv kan være med til at skabe og forandre, hvis vi vil og hvis vi kan få øje på den.
Her er lidt videoer om Rødovre motiver hos Heerup: