Selv på sine ældre dage var friluftsmennesket Heerup i fuld vigør. I en alder af 80 kørte han vanen tro cykelturen fra hjemmet i Vanløse til haven i Rødovre. Dér på Kamstrupvej 96 lå hans kreative oase, hvor såvel børn, kunstnere og kongelige som nysgerrige nisser aflagde visit. Haven i Rødovre var Heerups elskede arbejdsplads i mere end 40 år, og et symbol på en brydningstid i dansk kunst, hvor livet og kunsten smeltede sammen i mere end én forstand. Det var et personligt og nærmest magisk sted, men aldrig lukket for omverdenen. Heerups kunst opstod ”så naturligt, som når man sår et frø og en plante vokser,”[1] skrev Ejler Bille engang, og utvivlsomt lå Heerups utæmmelige kreativitet i evnen til at holde inspirationen evigt nær.

Heerup var vitalist. Han mistede aldrig forbindelsen til jorden, himlen, eller solen. Tværtimod mente han, at han skyldte naturen at bade, hvis det var badevejr eller altid at sidde, hvor solen var.[2] Denne kærlighed til lyset og livet balancerede han med sin kunstnersjæl. ”Faderen er virkeligheden. Fantasien moderen,”[3] sagde han. Og sandt nok er der i alt smukt en sådan dynamik af noget sanset og noget følt, hvor to så at sige bliver til én. Heerup levede et langt liv i kunstens tjeneste, og da man i 1987 fejrede hans 80 års fødselsdag, skete det med et fakkeltog fra Thorvaldsens Museum til Kunstforeningen på Gammel Strand. Helt tilbage i 1867 havde en af Heerups store helte, H. C. Andersen, opnået den samme ære. Man kan kun forestille sig den glæde, Heerup må have følt ved dette slægtskab og denne folkets hyldest. Blot nogle få år senere malede han sit sidste maleri derhjemme og siden hen enkelte oliekridttegninger på plejehjemmet, hvor han tilbragte den sidste tid frem til sin død i 1993. Den 5. juni blev han begravet på Assistens Kirkegaarden, hvor han som lille dreng havde opsøgt sine forbilleder og tilbragt mange timer. På Heerups gravsten ses som motiv en lille, men højt elsket nisse i blåt, taget fra sangbogen Fløjte Huggas Billedbog. Med nissehuen på hovedet og blokfløjten i hænderne sidder denne følgesvend tilbage i dag som et minde om en kunstnerisk ener.

Nissen er ikke bare et symbol på julen, men på et lille rart væsen i tilværelsen, som man kan hygge sig med hele året. Ikke i klar sol, men når det er lidt halvmørkt. Når man er god ved den og lægger et par malerier ud til den – så kommer den… Storm P. skrev engang til mig, fordi jeg havde sagt noget om ham og nisser til en avis: “også jeg elsker nissen. Lad os aldrig glemme ham.

[4]
Den selvudnævnte formand for Nissernes Fagforening i Rødovre og Vanløse forstod om nogen nissens væsen. Dens barnagtige udseende kunne snyde, men nissens uvisse alder, livserfaring og særlige evner var en anden side af dette symbol på fantasien og overgangen til voksenlivet. Med Heerups egne ord:

ja kære nisser trolde, ærkeengle og mærkelige dyr osv. … Hvad skulle vi gøre uden jer, uden fantasien? Kunstens største inspirator.

[5]


[1] Christian Gether o.a.: Heerup: Tro, håb og kærlighed, s. 27

[2] Christian Gether o.a.: Heerup: Tro, håb og kærlighed, s. 20

[3] Allan Daugaard Hansen: Heerup, s. 93

[4] Virtus Schade: Heerup, s. 14

[5] Henry Heerup: Min Arbejdsbog, s. 11