I 1972 bliver Heerup endelig anerkendt som ”hel” kunstner. Ikke billedhugger alene, ej heller eksklusivt maler. Han bliver for 2. gang valgt til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen – denne gang dog både med malerier, skulptur og grafik. Hvor Heerup til tider følte sig trist til mode over at blive kendt eller valgt for kun ét aspekt af sin samlede produktion, står det efterhånden klart, at Heerups kunstneriske virke er kendetegnet ved stor sammenhængskraft uagtet valg af materiale eller metode.

I 1970 laver han bl.a. 4 oliemalerier i stort format til Kamsax Kollegiet i Lyngby, som motivisk favner både det gamle og det nye. Litterære og mytologiske referencer fremstår side om side med Heerups genkendelige symboler. Konturstregerne lyser op i de enkelte værker og farveholdningen er typisk Heerup’sk med traditionel brug af komplementærfarver men også med en snert af det nærmest fluorescerende. Heerup arbejder stadig modigt og nysgerrigt med det maleri, han har udforsket siden ungdomsårene.

Som jeg blander farver på paletten, blander jeg motiver på lærredet eller masonit pladen. Selv om man arbejder efter en skitse kan der ske forandring under det afgørende arbejde. Jeg er på opdagelsesrejse. Alt kan inspirere: rørelser inden i mig og uden om mig. [1]

Heerup prøver også kræfter med helt nye udtryksformer, da han i 1970’erne indgår en række mindeværdige samarbejder med eksempelvis Irma og Den kongelige Porcelænsfabrik. En uforlignelig produktion af bl.a. plakater, dåser, brocher og platter vidner om, at Heerup i høj grad var eftertragtet, ja nærmest et brand i sig selv, og desuden havde evnen til at imødekomme kundernes mange forskelligartede forespørgsler. Samtidig fortæller de historien om hans umådelige arbejdsglæde og kreativitet. ”Glæden ved at arbejde skuffer aldrig” fortæller Heerup. ”Jeg tror, der kan tales om evig arbejdsdrift. Der er noget varigt ved den, som stiller den over de andre følelser.” [2]

Således er 1970’erne præget af utallige udstillinger som i 1977, hvor Heerups 70 års fødselsdag fejres med udstillinger i Nikolaj Kirke, på Kunstakademiet, Nordjyllands Kunstmuseum, Galerie Gammel Strand og Holstebro Kunstmuseum. Den brede befolkning har en interesse i at hylde Heerup, men Heerup har også en dybfølt interesse i dem. Han arbejder ihærdigt for at få kunsten ud til så mange som muligt, særligt via udsmykningsopgaver i det offentlige rum eller store oplag af grafik bl.a. i samarbejde med kunstforeninger. Mest af alt ønsker han at dele glæden ved det at være menneske med beskueren. Hans sociale instinkt er veludviklet, og han betoner humanistiske værdier som tryghed, sundhed, arbejde og naturligvis familien. Værdier som omhandler det konkrete liv, og som medvirker til at cementere hans status af folkeeje. “Jeg vil nødig lyde indbildsk”, udtalte Heerup til forfatteren Virtus Schade, ”men der er noget om, at jeg er folkelig. På den måde, at jeg er forståelig. Folk elsker, at de ligesom kan støtte sig til noget.”[3]


[1] Henry Heerup: Min Arbejdsbog, s. 11

[2] Hvedekorn nr. 3, 1959

[3] Virtus Schade: Heerup, s. 143