1910-20
Som ung dreng gik Heerup på Charlottegade Skole i årene fra 1913-21. Skolen var ikke Heerups yndlingsbeskæftigelse. Især regning voldte ham vanskeligheder, og han brugte i stedet tiden på at iagttage og tegne sine omgivelser. De tidligste tegninger, vi har fra Heerups hånd, stammer fra 1917-20, og forestiller bl.a. en fugl, en soldat og onklens hund Rørbus.
I Heerup Museums samling findes en stor mængde tegninger fra skitseblokke eller på små papirstykker, der akkurat kunne ligge i en bukselomme. Heerup brugte disse tegninger som et lager af tanker og ideer, han senere kunne opsøge, og det at tegne betød noget særligt i hans kunstneriske virke. ”Hvor er det dejligt at rode i sit tegneskab og gense, fra tid til anden, de mange skitser og mere færdige tegninger, som åbenbarer sindets inderste bevægelser og fortæller om øjets oplevelser”, skrev Heerup om sit forhold til tegningen.[1]
Barndommens og ungdommens hverdagsliv på Nørrebro gjorde stort indtryk på den unge Heerup, som livet igennem anvendte sporvogne, gammeldags politihjelme, lirekassemænd og skraldemænd i sine værker. En særlig forkærlighed havde den unge Heerup for netop skraldemanden:
”Den kubiske kasse, han går med. Og hans krop, der bliver et levende ornament med kassen. Og den spiralbevægelse, der ligger i, at han løfter kassen op på nakken. Det har associationer til éns barndoms morgener, da man blev vågnet op med raslen fra skraldevognene.. Skraldemanden er et symbol på de døde tings atterdød. De ting, folk bruger i deres liv, bliver smidt væk og dør på den måde.” [2]
Som tingfinder og udpræget samler fandt Heerup stor symbolsk værdi i skraldemandens morgenfærd. Særligt de originale skraldeskulpturer af alt fra gammelt legetøj til cykeldele og kapsler er forbundet med skraldemanden og genbrugstanken. “Alting har en sjæl”, erklærede han ofte som en påmindelse om barndommens trange vilkår, men også som en hyldest til hverdagen, det levede liv og ikke mindst naturen. Skraldemanden var om nogen en personificering af Heerups ønske om at give samfundets og hverdagens skrald og kasserede genstande nyt liv.
Har du lyst til at høre mere om Heerups barndom og forhold til Nørrebro, kan du se med i videoen her, som blev lavet i forbindelse med udstillingen Heerup & folket:
[1] Heerup, Henry: Min Arbejdsbog. Grafodans nytårsserie, nr. 5, s. 7
[2] Virtus Schade: Heerup, s. 16